Lars Mikkelsen om kollega og ven Søren Spanning: 'Han var en mentor for mange af os'

Skuespilleren Søren Spanning er død i en alder af 68 år.

(Arkivfoto) Skuespilleren Søren Spanning er død. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

- Han var en fantastisk skuespiller og et stort menneske. Et ordentligt og et godt menneske.

Sådan lyder det fra Søren Spannings ven og kollega Lars Mikkelsen, efter at skuespilleren Søren Spannings familie her til aften bekræftede, at han er død - 68 år gammel.

Lars Mikkelsen optrådte første gang med Søren Spanning i 2001 i forestillingen Postbudet fra Arles.

- Han var ekstremt veluddannet, havde et fantastisk sprog og tilstedeværelse på scenen.

Det var i opsætningen af Postbudet fra Arles, at Lars Mikkelsen, der spillede Vincent Van Gogh, og Søren Spanning, der spillede postbudet Roulin, mødte hinanden. (Foto: © Annett Bruhn, Scanpix)

Han fremhæver Søren Spannings varme velkomst af ham - og alle andre. Han tog sig tid og sørgede for at få folk med på en god måde, fortæller Lars Mikkelsen.

- Han var en mentor for mange af os i min generation og har haft en stor indflydelse på mange af os.

- Han var utrolig kærlig, og i det her fag er det vanvittigt vigtigt, at der er nogen, der tager godt i mod en, siger han.

Adspurgt hvad han blandt andet tager med sig af inspiration fra Søren Spanning, lyder svaret:

- Hvordan man forbliver et menneske i det her.

Adam Price: 'Fremragende i Borgen'

I dramaserien Borgen spillede Søren Spanning rollen som den statsminister, der bliver væltet i første afsnit og herefter bliver oppositionsleder.

Og seriens hovedforfatter, Adam Price, var med til at caste ham til rollen.

- Han var fremragende. Han var perfekt i den rolle, siger Adam Price.

Han uddyber, at han i kraft at sit talent, gode sprog og flotte udseende havde det helt rigtige udtryk til at spille en hæderlig statsmand, der skal væltes. Dét, kombineret med hans evne til at forsvare sin karakter, gav ham den helt rette tyngde til rollen, forklarer Price.

- En anden skuespiller kunne have trukket rollen i retningen af en skurk, men han forsvarede rollen til det sidste, og det er klassisk for en god skuespiller.

I videoen kan du se et kort sammenklip med uddrag fra nogle af Søren Spannings roller.

Udover Borgen har Adam Price arbejdet sammen med Søren Spanning i teaterstykket Naboerne og tv-serien Taxa.

Søren Spanning efterlader sig hustruen Karen-Lise Mynster og tre børn.