Højspændt situation i Østersøen: Dansk specialskib er ankommet til Bornholm

Svensk ekspert tvivler på, at myndigheder finder frem til, hvem der saboterede gasledningerne.

Skibet "Assister" har lagt til I Rønne Havn. Det kan muligvis få en rolle i undersøgelserne af gas-sabotagen i Østersøen. (Foto: © Signe Iversen)

Det vrimler fortsat med både danske og udenlandske militærskibe i farvandet omkring Bornholm.

Fredag patruljerer to danske fregatter både sydøst og nordvest for øen. Det drejer sig om fregatterne Esbern Snare og Absalon.

Det er ikke kun danske og svenske fartøjer, der befinder sig i området.

Også et amerikansk forsyningsskib har passeret området i Østersøen som støtteskib for en amerikansk missil-destroyer.

Det bekræfter en talsmand for den amerikanske flåde til DR.

- USNS William McLean har opereret i nordlige europæiske farvande i forbindelse med en britisk-ledet øvelse og sejlede ind i Østersøen til støtte for USS Paul Ignatius den 6. oktober, udtaler Tamara Lawrence, kaptajn i den amerikanske flåde og talsperson for den amerikanske flåde i Europa og Afrika, i et skriftligt svar.

USS Paul Ignatius har været på rutinemæssig patrulje i Østersøen og har haft følge af det amerikanske støtteskib William McLean, der har passeret området i Østersøen, hvor der er sket sabotage på gasrørledningerne. (Foto: © Petty Officer 2nd Class Nathan B, Public Domain)

- Paul Ignatius er på en rutinemæssig patrulje og opererer i øjeblikket i Østersøen. William McLean leverer forsyninger og brændstof til amerikanske og allierede skibe, lyder det videre i udtalelsen.

På hjemmesiden MarineTraffic.com kan man se, hvordan Absalon har ligget tæt på et russisk fartøj, der agerer støtteskib for en russisk ubåd. Ubåden er ifølge Berlingskes oplysninger sejlet ned fra Skagen med et dansk patruljeskib efter sig.

- Ubåden og "Sergey Balk" er stadig sammen, og de er helt korrekt på vej forbi Bornholm mod Østersøen, siger en pressetalsmand fra Forsvarskommandoen til Berlingske.

Det er ikke kun danske, svenske, russiske og amerikanske fartøjer, der befinder sig i området.

Tidligere har man på hjemmesiden MarineTraffic også kunne se et fransk militærskib i nærheden af området.

Den heftige aktivitet i farvandet omkring Bornholm kommer ikke bag på den svenske forsvarsekspert Hans Liwång.

- Der er mange lande, som af naturlige årsager gerne vil have egne førstehåndsinformationer, siger Hans Liwång, der er docent i forsvarssystemer ved det svenske Forsvarsuniversitet og forsker i marinesystemer ved Det Kongelige Tekniske Institut i Stockholm.

Eksperter er hemmelighedsfulde om deres opgave

Der er endnu sparsomt med nye oplysninger om de danske undersøgelser af det saboterede område sydøst for Bornholm i den danske eksklusive økonomiske zone.

I går kunne DR fortælle, at de danske myndigheder har lavet de første inspektioner af området sydøst for Bornholm. Det var her, der i sidste uge blev sprængt hul på gasledningen Nord Stream 2.

På hjemmesiden MarineTraffic har man dog kunne se et skib fra JD Contractors på vej mod Bornholm, hvor skibet nu er i havn.

Det hedder "Assister" og er specialiseret i undervandsarbejde. Det kan blandt andet løse offshore opgaver i forbindelse med installation af kabler, lave tunge løft, ligesom det kan operere med fjernstyrede miniubåde – de såkaldte ROV’er. Det kan man læse på JD Contractors hjemmeside.

Ingen vil dog over for DR kommentere på, hvorfor skibet er i Rønne Havn, og om det skal bruges i forbindelse med undersøgelserne ved det saboterede område sydøst for Bornholm.

Københavns Politi har ingen kommentarer til sagen.

Rasmus Normann Andersen, der er direktør i JD Contractors, siger til DR, at han ikke har nogen kommentarer til, hvilken opgave de skal løse af fortrolighedshensyn.

Energistyrelsen oplyser til DR, at styrelsen ikke kender til et samarbejde mellem danske myndigheder og "Assister".

Svensk efterforskning går ind i ny fase

Imens går efterforskningen i Sverige nu ind i en ny fase.

Torsdag afsluttede myndighederne sine undersøgelser ved det svenske gerningssted nordøst for Bornholm, men i svensk eksklusiv og økonomisk zone.

I en pressemeddelelse slog anklagemyndigheden fast, at der er sket sprængninger, som har medført store skader på gasledningerne.

Undersøgelserne har forstærket mistanken om 'grov sabotage', og myndighederne har beslaglagt materiale, som nu skal undersøges nærmere.

- Det her er første skridt i en udredning, men siger meget lidt om, hvem der står bag det her, siger Hans Liwång.

De svenske myndigheder vil ikke oplyse, hvad man har beslaglagt.

Men ifølge Hans Liwång kan der i bedste fald være tale om rester fra selve sprængladningen eller en del af rørledningen, som man har valgt at tage op, for at undersøge for kemiske spor.

Det bliver dog svært at finde tilstrækkeligt med konkrete beviser, der helt klart kan vise, hvem der står bag sabotagen, vurderer Hans Liwång.

- Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde rigtigt finder ud af, hvem det var, og hvordan det gik til, siger han.

Torsdag ophævede de svenske myndigheder det afspærrede område i den svenske økonomiske zone.

Afspærringen betød, at andre fartøjer ikke kunne få lov til at sejle ind i området, men det er der nu mulighed for, mener Hans Liwång.

- Min tolkning er, at hvem som helst nu kan lave undersøgelser og kigge på det her område.

- Det indebærer, at svensk sikkerhedspoliti ikke tænker, at man finder mere på bunden - at man er klar med sin undersøgelse og klar til at gå videre med næste del af udredningen.