Nye politiassistenter sikrer tryghed i Brønderslev

Siden 14. september har borgere i Aars og Brønderslev haft en nærpolitistation, og allerede nu føler flere borgere sig trygge med den øgede tilstedeværelse i byen.

I den velkendte mørkeblå uniform sidder Rasmus Nielsen og Jakob Hauerslev i politibilen.

- Vi skal en tur ned til Kop og Kande. Vi har en USB-nøgle, som de har udleveret til os. Og den skal de lige have tilbage, siger Jakob Hauerslev.

De er politiassistenter ved Nordjyllands Politi, og har været ansat på den nye politistation i Brønderslev i en måned. De mener, at byen har taget godt imod dem.

- Dem, der henvender sig, de er glade for, at politiet er tilbage i Brønderslev, fortæller de to nye politiassistenter.

Nærhed på nærpolitistationen

Et politisk flertal vedtog sidste år, at Danmark skulle have 20 nye nærpolitistationer. Det skulle til for at øge politiets tilstedeværelse i hele landet.

To af de 20 nye stationer åbnede i Nordjylland. Den ene i Aars, mens den anden blev åbnet i Brønderslev, hvor Rasmus Nielsen og Jakob Hauerslev patruljerer.

Det er især den tætte relation med befolkningen, der fylder hos de nye betjente.

- For butiksindehaverne og de erhvervsdrivende er det meget rart, at det er de samme, de ser hernede. Nu var det mig, der var ude at hente det den anden dag, og det er også mig, der er ude at aflevere det. Så får man også en relation til den, der kommer, i stedet for at det er et nyt ansigt hver gang.

Samme holdning deler Lasse Kragh, der er leder og vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

- Vi føler, vi er blevet taget rigtig godt imod. Det er også det, vores politifolk hører, når de bevæger sig rundt i byen, at folk er glade for, at vi er tilbage i Brønderslev.

Mange forskellige opgaver 

Selvom nærpolitistationerne er tænkt som et supplement til de resterende politistationer, så er der alligevel meget at se til. 

Politiassistenterne arbejder med alt fra anmeldelser til afhøringer. Derudover får de også opgaver med forebyggende indsatser, mens de skal assistere resten af Nordjyllands Politi.  

Selvom opgaverne er mange, så kan vicepolitiinspektøren ikke fortælle, præcis hvor mange anmeldelser, de har haft. 

- Der er helt konkrete anmeldelser, hvor vi sagtens kan sige, hvor mange vi har haft af dem. Men det, der kan gøre det lidt svært, er, at vi også løser mange opgaver, som er svære at måle på. Det kan for eksempel være forebyggende indsats i forhold til samarbejde med skoler og institutioner, og det her med at opbygge lokalkendskab i nærområdet, som er rigtig vigtigt.

På gågaden i Brønderslev har flere af byens borgere også lagt mærke til den øgede tilstedeværelse.

- De kører meget rundt, og de er opmærksomme på, hvad der sker. Det er jeg virkelig glad for, for der sker mange slemme ting her i byen for tiden, siger Maria Klitgaard, der er fra Brønderslev.

Og netop den øgede tryghed for borgerne i Brønderslev er vigtig for den nye politiassistent.

- Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal kigge efter, og hvor vi skal kigge hen. Jeg synes, vi gør vores til, at det nok skal blive rigtig godt, fortæller Jakob Hauerslev.


Seneste nyt

fra Nordjylland