Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hans Holtegaard er død

Hans Holtegaard, der voksede op i Hjørring og oprindelig var uddannet som elektriker, satte sit præg på kulturlivet i Vendsyssel gennem næsten 50 år som musiker og autodidakt skuespiller. Et som oftest muntert præg, men ikke sjældent med en bund af seriøs og dyb alvor.

Hans Holtegaard, skuespiller, Lønstrup, er død, 68 år. Det oplyser Vendsyssel Teater i en pressemeddelelse. 

Hans Holtegaard var i 1973 som sanger og trommeslager med til at stifte orkestret Slåbrock Band sammen med Alex Gullach og Kjeld Thorbjørn; et band hvis barokke humor fik legendarisk status – i hvert fald hos de vendelboer og enkelte søndenfjords, der forstod dialekten fra Søndre Tornby og omegn i klassikere som ”To gears Disella” og ”Å er så glå ve dyjr”.

Siden blev teatret og skuespillet hans verden. Han deltog fra begyndelsen i 1984 i det, der med tiden har udviklet sig fra et turnerende egnsteater til Vendsyssel Teater på Banegårdspladsen i Hjørring. Hans Holtegaard har været med hele vejen og undervejs spillet utallige store og små roller. Det første turnerende stykke børneteater var ”Momo” med Hans Holtegaard, Louise Hessner og Kresten Andersen på scenerne.

Han har prøvet snart sagt alle genrer, ikke mindst fik han en stor personlig succes med rollen som faderen i den Reumert-nominerede "Prinsesserne", som gæstespillede på Gladsaxe Teater, Odense Teater og Svalegangen i Aarhus. På hans lange, lange cv står Hjørring Revyen i syv sæsoner og Aalborg Vinterrevy i to. Også en god håndfuld film er det blevet til fra komedien ”Hjælp – min datter vil giftes” i 1993 til ”Hvidsten Gruppen” og ”Lykke Per”. Yngre generationer kender ham som bedstefar i to sæsoner julekalender med ”Ludvig og Julemanden”, mens andre kender ham fra tv-serier som ”Bryggeren”, ”Dicte”, ”Norskov” og ”Sygeplejerskeskolen”. Senest medvirkede han i TV2s serie ”Hvide Sande”.

Selv har han fremhævet to yndlingsroller fra de mange år på Vendsyssel Teater, dels ”Men den skønneste krans” fra 1989 og Parasitterne fra 2014. 

Hans Holtegaard blev tildelt Spar Nord Hjørrings kulturpris i 2015, hvor han blev fremhævet som en fremragende ambassadør for kommunen.

Vendsyssel Teater har ingen fastansatte skuespillere, men en gruppe af kerneskuespillere, der ofte medvirker. Blandt dem og alle andre på teatret har Hans Holtegaard været en skattet kollega gennem alle årene.

Hans Holtegaard efterlader sig datteren Emma, der de seneste tre år har boet i Grønland.

TV2 Nord var med til prøverne tilbage i 2014 til Varmestuen på Vendsyssel Teater. Se eller gense indslaget her:


Provokunstner ville sulte smågrise ihjel - fredag åbner han udstilling i Nordjylland

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Den dansk-chilenske provokunstner Marco Evaristti har fredag rykket sin meget omdiskuterede udstilling ’And Now You Care’ til Store Brøndum udenfor Skørping.

En kødkrog i midten af galleriet Katrineholm er hjertet af Marco Evaristtis udstilling. Sammen med malerierne på væggene udgør den værket ’And Now You Care’.

-  Vi opfører os som svin overfor grisene. Jeg vil gerne konfrontere dig med virkeligheden, og ikke hvad du ser i fjernsynet, som bliver til et kunstigt begreb, siger kunstneren bag, Marco Evaristti.

I februar var han villig til at lade tre smågrise sulte ihjel for at gøre opmærksom på forholdene i landets svinestalde, men i Store Brøndum bliver udstillingen dog lidt anderledes.

- Jeg synes, at det er et stærkt budskab, og derfor så er man nogle gange nødt til at ofre lidt for at få skabt den opmærksomhed, siger ejeren af Katrineholm Galleri, Lars Braun Nielsen.

Puttede guldfisk i blender

Marco Evaristti blev landskendt for 25 år siden, da han puttede levende guldfisk i ti blendere, som publikum kunne tænde for at sætte menneskets ondskab under lup.

Og da ’And Now You Care’-værket præmierede i København, mødte det stor modstand, fordi provokunstneren ville lade tre smågrise sulte og tørste ihjel for at sætte fokus på, hvor mange smågrise der hver dag dør i den danske svineproduktion. For hvor meget skal der egentligt til, før vi holder op med at være ligeglade?

 Vil du gerne provokere?

- Nej, jeg vil gerne konfrontere. Konfrontation minder meget om provokation. Det er ligesom menstruation minder meget om revolution – begge to indeholder blod, men det er to forskellige begreber, siger kunstneren.

Nederst i artiklen kan du se, hvad der skete med soen.

Og nu vil han så konfrontere danskerne med, at der hver dag dør omkring 20.000 smågrise i den danske svineproduktion. Det kan være på grund af underernæring eller fordi de bliver klemt ihjel.

Gør du nogle grise en tjeneste med det her værk?

- Det tror jeg i hvert fald. På vej hertil kørte vi forbi to grisetransporter, og jeg fik kvalme, fordi jeg ved, hvordan de har det. Og det ved du også, men du lukker øjnene, og jeg vil gerne åbne dine øjne.

Ikke tre pattegrise, men en so

Under udstillingen i København endte ingen grise med at dø, men kunstneren ville tidligere på dagen endnu ikke afsløre, hvad der skulle ske i Store Brøndum.

- Vi har fire og en halv time til at se, hvad der sker, men det er ikke tre pattegrise. Det er en so den her gang. Som skal hænge lige der (peger på kødkrog, red.).

Hvor levende er den så på det tidspunkt?

- Det kan jeg ikke sige, for så mister folk interessen.

Er I villige til at lade grise dø i jeres galleri?

- Det er et kunstnerisk udtryk, som Marco har i sin installation. Det er ikke noget, vi tager stilling til eller blander os i, siger Lars Braun Nielsen.

TV2 Nord var med, da værket fredag aften blev præsenteret. Det kan du se her:


Nasa på Nordpolen, tsunamien i Asien og evakueringen af Kabul: 50 år med Hercules

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han har stået på rampen af et Hercules fly siden 1990, og set alt fra død og ødelæggelse i Asien til slædehunde i Grønland.

- Sammenholdet og så de missioner og de opgaver, der har været. De har været fantastiske. Jeg får helt gåsehud, når jeg står og siger det. Det har været fantastiske oplevelser og et fantastisk liv, siger Morten, der siden 1990 har været loadmaster hos Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg.

I 35 år har han arbejdet på rampen og i lastrummet på en af flyvevåbnets Hercules-fly. Fredag har han været med til at fejre 50 års jubilæum for Hercules i Flyvevåbnet.

- Du har jo ikke to dage, der er ens. Lige pludselig står du i Malaysia, og så står du oppe på Nordgrønland, så står du et andet sted, så det er fantastisk, forklarer loadmasteren Morten.

Morten har prøvet alt fra at nedkaste udstyr for Nasa over Nordpolen til at flyve ind og ud af krigshærgede lande.

- Når du er i det, så tænker du ikke så meget over det. Det er mere, når du kommer hjem, at du tænker over det. Du kigger på naboflyet, som er blevet ramt på halen, og du kigger over på dit eget, og der er heldigvis ikke huller i det, men når du er i det, så tænker du ikke over det.

Hør loadmasteren Morten fortælle om at flyve med sårede soldater og mødet med dem bagefter.

Lars Hedemark er chef for Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg, hvor forsvarets nuværende fire Hercules holder til. Han tøver ikke, når han bliver spurgt ind til jubilarens største bedrift.

- Det er helt klart vores evakuering i Kabul i 2021, hvor vi som nogle af de aller første kom ind i den første og mest kaotiske periode. Én mørk nat, lykkedes med at få evakueret de danske og norske diplomater sikkert på trods af ganske vanskelige vilkår. Det er helt sikkert en begivenhed til de flyvehistoriske bøger, siger Lars Hedemark.

Piloten GOL har blandt andet fløjet nødhjælp til Indonesien efter Tsunamien i 2004. Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Igennem årerne har Danmark haft syv Hercules fly i alt. Først tre Hercules model H, der fløj fra 1975 til start 00'erne, hvor de blev afløst af fire af den nuværende model J. En af de første opgaver for de nye fly for 21 år siden, var at flyve kister og nødhjælp til Sydøstasien efter tsunamien i 2004.

- Vi fløj med vandrensningssæt og tæpper og telte, vand på dunke - alt var smadret. Der fandt jeg ud af som meget ung andenpilot, hvad det egentlig er, vi går og laver. Det var en oplevelse, som man ikke lige glemmer, fortæller fartøjschefen GOL, der til dagligt flyver Hercules fra Aalborg.

Ole Arndt var en af de første piloter i 70'erne. Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Dagens 50 års jubilæum havde også tiltrukket den første danske pilot, der blev godkendt til at flyve Hercules i marts 1975. Det skete på et kursus i USA i marts 1975, hvor det tilfældigvis var Ole Arndt, der sad først bag styrepinden. I tre år nød Ole Arndt at flyve Hercules.

- Stor og dejlig. Man følte sig simpelthen så tryg, og vi fløj jo meget på Grønland og fløj inspektion, og vi landede jo på is og på sand. Vi fløj jo også i hele verden, så man kom jo rundt, forklarer Ole Arndt.

De nuværende Herculesfly har ingen udløbsdato, så længe de bliver vedligeholdt. Men for loadmasteren Morten ser det anderledes ud. Pensionsalderen nærmer sig.

Så det vil sige, at flyvemaskinen kommer til at holde længere end dig?

- Ja det gør den, smiler Morten.


NT sløjfer ventesal: - Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal have ble på

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Når ventesalen lukker 1. juli, vil der være få offentlige toiletter til gangbesværede i Hjallerup.

- Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg er mere frustreret, fordi det er jo vores infrastruktur.

Sådan siger Bjarne Holm Hansen, der er kædedirektør i kæden Kontour, og som ejer den bygning, der huser NTs ventesal i Hjallerup.

For 1. juli mister Bjarne Holm Hansen nemlig en lejer, der både er pålidelig og som betaler til tiden.

Nordjyllands Trafikselskab har nemlig besluttet at lukke den ventesal, hvor rejsende kan søge i læ for regn, vind og vejr. Det handler dog for ham ikke om de 4000 kroner, som han hver måned fremover kommer til at miste i lejeindtægter.

- Det væk vigtigste, det er toiletterne. Vi har jo handicaptoiletter, og der er altså nogen, - det ved jeg fra plejere, der kommer rundt i byen - for hvem, der opstår et behov, når de er ude og køre med de ældre. Og det kan jo ikke være rigtigt, at man skal have ble på, fordi man skal ud og køre en tur, fordi man ikke kan komme på toilettet i Hjallerup, siger Bjarne Holm Hansen.

Bjarne Holm Hansen er selvfølgelig ked af at miste de 4000 i husleje, men Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Man kan ikke se, når bussen kommer

Årsagen til, at Nordjyllands Trafikselskab har besluttet at lukke ventesalen er, at man som rejsende ikke kan se, når bussen kommer.

Man har i forbindelse med et anlægsarbejde på vejen nemlig flyttet busstoppestedet, så det lige nu ligger ti meter væk fra ventesalen.

'NT har valgt at opsige lejemålet i Hjallerup, da stoppestedet fysisk er blevet flyttet. Det er derfor ikke længere muligt at se, hvilke busser der ankommer til stoppestedet fra de tidligere ventefaciliteter', lyder det i et skriftligt svar fra NTs driftschef Erik Frederiksen.

Men den begrundelse giver Bjarne Holm Hansen ikke meget for. Faktisk har flytningen af stoppestedet givet bedre udsyn, end der var før, lyder det.

- De har kun gjort det til det bedre. Før var det et problem, at man ikke kunne se Aalborg-bussen, når der kom busser fra Frederikshavn. Det kan man nu. Og bussen kommer jo ikke og suser forbi her. Den kommer jo lige så stille, siger Bjarne Holm Hansen.

Se hele indslaget her.

Beslutningen om at lukke ventesalen vækker undren hos både byens borgere og erhvervsliv.

- Når vi har kunder, der er gangbesværede – det kan være folk med kørestol eller stok - der skal bruge toiletter, så kommer vi til at mangle ventesalen og toilettet, siger Thomas Olsen, der er formand for Hjallerup Handel og Erhvervsforening og indehaver af Tøjeksperten og fortsætter:

- Så giver det jo også nogle udfordringer i det daglige, at der er sat nogle busskure herude, som simpelthen ikke er gode nok. Man er hverken i tørvejr eller læ, hvis man bruger dem. Så vores kunder og de borgere der bor i byen, bruger ventesalen til at stå i læ, og kryber i læ under vores udhæng, eller kommer ind i butikken, hvilket selvfølgelig er fint nok, for så bruger de penge. Men vi er lidt udfordret på, at folk har et sted at være.

Samme holdning deler Elin Revald fra Hjallerup.

- Jeg tænker, det er en rigtig, rigtig dårlig idé. Ventesalen betyder rigtigt meget, når folk skal mødes her og skal med bussen. Ikke mindst på grund af toiletterne når folk går rundt her i området, så de ikke skal ind i forretningerne for at gå på toilettet, siger hun.

Kommunen godkendt beslutning

Det er som sagt Nordjyllands Trafikselskab, der har truffet afgørelsen om at lukke ventesalen, mens Brønderslev Kommunes tekniske udvalg har godkendt beslutningen.

- Fordi man flytter stoppestedet lidt væk fra venteværelset, måler, hvor mange brugere der er, og vurderer på, hvad der er klogt at bruge penge på og ikke at bruge penge på. Og det er man også nødt til at have respekt for i et system, siger borgmester Mikael Klitgaard (V).

Borgmesteren kan ikke omstøde beslutningen, heller ikke selvom han sidder med i NT's bestyrelse.

- I NT sidder vi jo på overordnet niveau og forsøger at få omkostningerne til at passe med de penge, der nu engang er. Og der vurderer man altså knivskarpt. Der er rigtig mange behov, rigtig mange ønsker, og man kan jo med rigtig god ret bruge rigtig mange penge på kollektivtrafik. Men det er rigtig svært at få til at hænge sammen.

Bjarne Holm Hansen frygter, at de manglende faciliteter kan have konsekvenser for byens erhvervsliv.

- Vi ved, at der kommer nye butikker tæt på. Herude ved Bouet bygger man flere butikker, og så føler jeg, at vi er presset. Og hvis kunderne ikke er her, så siger de, at så kan vi lige så godt tage et i Storcentret.


Rådmand overhalet af otte partifæller ved urafstemning

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Nuuradiin Hussein er rådmand i Aalborg Kommune

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

499 socialdemokratiske partimedlemmer har stemt om, hvor hvem skal stå på stemmesedlen ved kommunalvalget i Aalborg. Partiets eneste rådmand, Nuuradiin Hussein, blev nummer ni.

Socialdemokratiske vælgere, der ved kommunalvalget vil stemme på partiets eneste rådmand, Nuuradiin Salah Hussein, skal et stykke ned ad stemmesedlen, før de sætter deres kryds. 

Ved en urafstemning, der sluttede fredag, blev rådmanden placeret som nummer ni. 

Ofte har en siddende rådmand ved urafstemningen i Socialdemokratiet i Aalborg sikret sig plads som nummer to på kandidatlisten. Det er sket i 2005, 2009, 2013 og 2017.

Denne gang er det byrådsmedlem Rosa Sulaiman, der blev topscorer og indtog pladsen som nummer to, mens rådmanden altså blev nummer ni. 

I 2021 var Nuuradiin Hussein nummer fire. 

Ny regel hjalp mænd højere op

De to lister fra 2021 og 2025 kan ikke sammenlignes helt, fordi Socialdemokratiet på sin kongres i efteråret indførte en såkaldt fletteregel. Den betyder, at på de seks øverste pladser skal hver anden kandidat være mand og hver anden kvinde. 

I Aalborg har reglen - måske ikke helt efter hensigten - betydet, at to mandlige kandidater er blevet placeret højere på listen, end deres stemmetal ved urafstemningen egentlig tilsiger.

Både Søren Kusk, som er nummer tre, og Tobias Bøgeskov Eriksen, der er nummer fem på listen, har fået færre stemmer end den kvindelige partifælle, der - på grund af flettereglen - er henholdsvis nummer fire og seks. 

Her er de 10 højest placerede på den socialdemokratiske kandidatliste og deres stemmetal ved urafstemningen:

1. Lasse Frimand Jensen (valgt forlods).

2. Rosa Suleiman, 264 stemmer.

3. Søren Kusk, 245 stemmer.

4. Malene Busk Kjeldgaard Larsen, 260 stemmer.

5. Tobias Bøgeskov Eriksen, 203 stemmer.

6. Helle Frederiksen, 239 stemmer.

7. Mette Ekstrøm, 190 stemmer.

8. Dennis Charles Hansen, 175 stemmer.

9. Nuuradiin Salah Hussein, 172 stemmer.

10. Danielle Brokholm, 167 stemmer.

Kolonihave-formand blev nummer 19

På valgdagen er det ikke placeringen på kandidatlisten, men de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt. I Socialdemokratiet plejer man også at skele til disse stemmetal, når forskellige poster skal besættes. Ved valget i 2021 fik Nuuradiin Hussein næstflest personlige stemmer blandt de socialdemokratiske kandidater, kun overgået af daværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Rådmanden har i den seneste tid været i mediernes søgelys på grund af omstændighederne ved en retssag mod hans søn. 

En lydfil, som Nuuradiin Hussein fremlagde i retten, har fået byrådskollegaen Maja Torp (V) til at bede politiet undersøge sagen, fordi det på lydfilen påstås, at hun har været involveret i den pågældende voldsepisode.

Formanden for Socialdemokratiets fællesledelse i Aalborg Kommune, Michael Friis Larsen, vil ikke kommentere enkelte kandidaters placering efter urafstemningen. 

- Jeg glæder mig over, at vi har et stærkt og bredt kandidatfelt med mange og forskellige profiler, siger han. 

Ud af de 924 stemmeberettigede medlemmer stemte 499, hvilket svarer til 54 procent. Hvert medlem skulle sætte kryds ved syv af de i alt 23 kandidater. 

Blandt de 23 var i øvrigt Finn Lund Nyby, der er kendt fra TV2-serien om kolonihaven. Han blev nummer 19 på listen. 


Minister sagsøgt: - Det er unormalt, man undersøger projekter så grundigt

Foto: GRAFIK TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Borgerbevægelse vil med et søgsmål have transportministeren til at erkende, at anlægsloven til den tredje Limfjordsforbindelse er ugyldig. Men intet projekt er undersøgt mere grundigt, lyder det.

Det får ikke transportminister Thomas Danielsen (V) til at ryste på hånden, at 'Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen' har anlagt et søgsmål mod staten, der direkte nævner hans navn.

- Det er jo vigtigt i demokrati, at man som enkeltperson, forening og protestbevægelse kan prøve en sag ved domstolene, som man er uenig i eller politisk imod. Når det er sagt, så glæder jeg mig over den proces, der har været, siger Thomas Danielsen (V) til TV2 Nord.

Borgerbevægelsen vil nemlig blandt andet have retten til at tage stilling til deres påstand om, at anlægsloven og de dertilhørende miljøkonsekvensvurderinger er ugyldige.

Men det tager transportministeren altså med ophøjet sindsro. For det står enhver frit for at prøve en sag ved domstolene, som man måtte være politisk uenig i.

- Det var vigtigt for mig, at hverken kommunale, regionale eller statslige miljømyndigheder havde indvendinger af relevans for det niveau, vi var på, når vi skulle vedtage anlægsloven. Og derfor hviler jeg selvfølgelig i den proces og den beslutning, vi har taget, siger Thomas Danielsen (V).

Kun Lynetteholm er undersøgt mere grundigt

I stævningen lægges der vægt på det, der betegnes som en lang række fejl. Fejl som eksempelvis for korte høringsfrister i ferieperioder samt manglende høring af berørte myndigheder og andre medlemsstater i EU.

Samtidig mener borgerforeningen, at transportministeren har haft en 'utidig' indblanding i den proces, der skal sikre, at miljøvurderingerne er fuldstændige i henhold til loven.

Transportministeren har først fredag modtaget stævningen, og på nuværende tidspunkt ser det ud til, at stævningen og søgsmålet umiddelbart ikke får nogen betydning for projektet.

- Jeg har prøvet at søge efter ord som opsættende virkning, og jeg kan ikke se, at man ønsker det. Og det betyder, at vi bare vil fortsætte. Det første, vi starter med, er jo faktisk at sikre nogle endnu bedre forhold for odderen, end den har i dag. Fordi det er vigtigt, at vi ikke laver en forringet natur og biodiversitet på området, siger transportministeren.

Du bliver beskyldt for utidig indblanding ved, at du var lidt for hurtig til at få stillet lovforslaget i forhold til, at der var nogle processer, der ikke var færdiggjort. Hvad siger du til den kritik?

- Det er ikke korrekt. Meget af stævningen minder måske en lille smule om de høringssvar, som bevægelsen også indsendte på daværende tidspunkt. Så jeg tror, det står enhver åbent, hvad jeg mener om deres påstand. Men det ændrer jo ikke på, at det er vigtigt, at de kan prøve det af ved domstolene.

Men hvordan har du det med, at stævningen er rettet personligt mod dig og ikke mod ministeriet?

- Det er faktisk første gang, jeg oplever det. Jeg vælger at tro, at det er fordi, at jeg står som øverst ansvarlig for ministeriet, og det ikke er fordi, de ønsker en diskussion, om man kan ophæve min politiske immunitet i Folketinget. Men jeg hviler i den proces, der har været. Jeg er meget stolt af den ordentlighed, der har været i forbindelse med processen og behandlingen af samtlige spørgsmål, siger ministeren og fortsætter:

- Der har været en lang række spørgsmål i form af samrådsspørgsmål, skriftlige spørgsmål og meget andet. Og vi fik truffet en beslutning på et meget, meget grundigt og oplyst grundlag. Også langt videre undersøgt, end hvad man normalt ville gøre ved anlægsprojekter. Så det kan jeg kun stå indenfor, siger transportministeren.

Er du nervøs for, at borgerbevægelsen vinder den her sag?

- Jeg kan ikke forholde mig til noget potentielt udfald. Jeg kan bare sige, at vi har ikke haft projekter, der er undersøgt ligeså grundigt. Måske Lynetteholm kan man sammenligne med, ellers er det helt unormalt, at man undersøger projekter så grundigt, som man har gjort her.