Fortsæt til indhold

Bandet Liss' forsanger Søren Holm er afgået ved døden

Liss har vundet to Steppeulven-priser. Tirsdag er forsangeren afgået ved døden, oplyser bandet på Facebook.

/ritzau/

Forsanger i bandet Liss Søren Holm er afgået ved døden. Det oplyser bandet i et opslag på Facebook.

- Vi er knuste og i chok. Sammen med Sørens familie beder vi om fred og ro til at sørge, skriver de tre andre medlemmer af bandet, Vilhelm Strange, Villads Tyrrestrup og Tobias Hansen, i opslaget.

Søren Holm afgik ved døden 25. maj. De nærmere omstændigheder omkring hans død oplyses ikke.

Liss udgav ifølge Soundvenue sin første ep i 2016 og fik samme år prisen som ”Årets håb” af Foreningen af Danske Musikkritikere. Året efter fik bandet prisen for ”Årets orkester”.

I 2018 og 2019 fulgte Liss op med yderligere to ep’er, og til efterår skulle gruppen have været på turné i Danmark.