Johannes Møllehave er død

MØLLEHAVE I GLIMT

Der er nu noget særligt ved en mand, der kører igennem det halve land for at se et kuld nyfødte hundehvalpe. Det gjorde Johannes Møllehave for en del år siden.

Børnene ringede en eftermiddag fra Langeland og fortalte, at familiens hund netop havde fået hvalpe.

Ægteparret Møllehave startede omgående bilen og kørte på barselsvisit. Nordsjælland - Langeland, tur/retur. De lykkelige bedsteforældre vendte først tilbage ud på natten.

Man kan le længe af Møllehaves festlige form for selvironi og evne til at give os noget for tanken. Således stod han og tudede da der havde været fødsel i familien. Sikker på, at barnet, der var helt blåt, var døden nær. Indtil lægen kom. Så hvast på Møllehave og spurgte ham: ” Hvordan tror De, at de ville se ud efter i 9 måneder at have ligget i vand.

Hvordan får man indført et ord i Møllehaves selskab. I samtalebogen med Benny Andersen når Benny Andersen næppe at tænke på et af sine egne digte, før Møllehave allerede har reciteret det.

Man skal stå tidligt op, hvis man skal kile sig i et splitsekunds pause i Møllehaves fortælling. Min ringhed blev af DK 4 inviteret til et interview om H. C. Andersen. Det er umuligt at hamle op med Møllehave, der ved så utrolig meget og er så begejstret for H. C. Andersen, at han ikke kan vente på svar på de spørgsmål, han selv stiller. Er man ikke hurtigere end lyset, kommer Møllehave selv først med svarene.

Det går over stok og sten i Møllehaves liv. Han skriver for os, men også for sig selv og om sig selv i beretningen om en socialrådgiver, der kom til Grønland. Alt var timet og tilrettelagt og indført i lommebogen. Så blev der tåge og helikopteren kunne ikke lette. Den travle socialrådgiver, der pludselig fik tid til sin rådighed gik rastløst og panikslagen rundt i bygden - fortabt, hvor han før havde været et målrettet energibundt.

”Jeg ler ikke af ham, for jeg ligner ham.”

Derfor har Møllehave brug for alt den tid, han kan støve op. I London står der et atomdrevet ur. På tusind år vil det tabe et sekund. Det sekund ville Møllehave gerne eje, og straks er der til en hel historie om det tabte sekund.

I barndommens fantasiland fortabte Møllehave og jeg os hvert på vort sted i den samme voldsporno. Tiltrukket og frastødt af uhyggen og katastroferne i de gammeltestamentlige fortællinger, har vi igen og igen mæsket os i syndfloden fremstillet i Dores billedbibel.

Med Møllehaves vidunderlige evne til at tegne en situation og et varigt indtryk med få ord, konstaterer han om vor fælles barndoms bog: ”Dores billedbibel, der hvis den blev filmatiseret, ville være forbudt for børn.”

En mand med Møllehaves vitalitet, viden og verbale evner kan let blive beskyldt for at være en overfladisk gøgler, en bajads uden dybde. Men tag ikke fejl. Han har svar på rede hånd, men ”Min overfladiskhed stikker ikke særlig dybt.”

Møllehaves hurtige og kvikke bemærkninger rummer ikke blot livsvisdom, men skærer ind til benet som ellers kun den skarpeste juridiske hjerne kan.

De menneskekærlige videnskabsmænd med alle deres forsikringer om, hvad de kan gøre for menneskeheden og om, at de er så dygtige, at de i generne kan se om et foster vil blive en byrde for samfundet, sættes i en prædiken på plads af Møllehave med ganske får ord. Han minder os om, at videnskaben hverken kan forhindre eller forudse, at en ny Hitler er på vej. De fanatiske magtskikkelsers hensynsløshed og brutalitet røber sig nemlig ikke ved videnskabens undersøgelser af et foster.

Møllehave er først og sidst præst. Man skal lære at sørge for sine synder. Der er kun en udvej. ”Hvis jeg skal sørge for mine synder – må jeg møde det eneste, der kan ophæve synden - og det er tilgivelsen. ”Det var derfor jeg kom for at høre, hvad Gud vil tale til mig.”

Møllehave er blandt uendelig meget andet, som titlerne på et par af sine bøger: Lystig og ligefrem. Til trøst.

Kære Johannes. Du har rørt ved mit hjerte. Gid din livsild vil brænde endnu i mange år.

Fra min artikel i hyldestskrift til Johannes Møllehave på 70 års- dagen.