Julegudstjenester bliver ikke aflyst, men der indføres nye restriktioner og mulighed for drive-in-gudstjenester

Der har været voldsom debat om gudtjenester i julen, mens resten af samfundet lukkes ned.

Den danske folkekirke skal ikke aflyse sine gudstjenester hen over julen. (Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

Den danske folkekirke kommer ikke til at lukke i juledagene, selvom resten af samfundet lukker ned på grund af situationen med coronavirus.

Det står klart, efter at Kirkeministeriet har udgivet nye retningslinjer for folkekirken. Det oplyser Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

Julegudstjenesterne består, men de skal afholdes med skærpede restriktioner og giver også nye muligheder for Folkekirken.

Retningslinjerne, som er kommet efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, giver blandt andet mulighed for, at gudstjenesterne bliver holdt udendørs, som drive-in-gudstjenester og med live-streaming udendørs, hvis der forventes at komme mange deltagere i en kirke.

Gudstjenesterne bliver heller ikke så lange, som de plejer. Hvis den foregår indendørs, må den nemlig højst vare 45 til 50 minutter.

Derudover er der mulighed for, at de enkelte kirker sørger for større afstand og begrænsninger på antallet af deltagere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Kirkegængere kan eventuelt nynne med lukket mund

Og så er der den helt store synder i kirken, når det kommer til smittespredning, nemlig sang, der kan få virus til at smitte på en afstand op til otte meter.

Her opfordrer ministeriet til, at man finder alternativer til fællessang.

I stedet kan der afspilles musik eller salmesang. Men der kan også bare vælges 'færre salmer eller vers end sædvanligt'. Ellers kan koret nøjes med at synge, mens kirkegængerne 'eventuelt nynner med lukket mund', skriver ministeriet.

Det har i løbet af den seneste uge vakt stor debat, at Folkekirkerne fortsat kan holde julegudstjenester, når nærmest alt er sat i værk for at undgå smittespredning med coronavirus.

Flere præster har da også selv sagt, at de ikke er trygge ved situationen og gerne vil have mulighed for at aflyse amen i kirken i julen i år.

Blandt andet i Havdrup har julegudstjenesterne vakt stor bekymring, fordi adskillige tidligere er blevet konstanteret smittet efter arrangementer i kirken.

- Jeg kan godt forstå den bekymring, som der er givet udtryk for fra flere sider. Derfor er det godt, at sundhedsmyndighederne nu har dobbelttjekket og strammet op på retningslinjerne, siger kirkeminister Joy Mogensen (S) i pressemeddelelsen.

Løsninger skal laves lokalt

Ministeren fremhæver, at det er op til præster, menighedsråd, biskopper og de ansatte at finde deres egne løsninger, som de kan være trygge ved.

Joy Mogensen har været kultur- og kirkeminister siden juni 2019. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Det kan for eksempel være ved at undgå sang, have færre gudstjenester og færre deltagere i kirken, siger Joy Mogensen.

- Mange danskere vil helt sikkert vælge at følge gudstjenesterne på tv, radio eller live-streamet fra den lokale kirke. Og for kirkegængerne gælder det om at følge anvisningerne nøje, for intet bliver, som det plejer i år, tilføjer hun.

Ministeriet skriver i pressemeddelelsen, at Sundhedsstyrelsen vurderer, at risikoen for smittespredning bliver betydeligt mindre, hvis de nye retningslinjer bliver overholdt. På den baggrund bliver det vurderet forsvarligt at gennemføre julegudstjenesterne på trods af den udbredte smitte i samfundet.

Og det vil kirkerne leve op til, lyder det i en fælles udtalelse fra Præsteforeningen, Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd samt biskopperne.

- Så længe det er muligt og forsvarligt at holde gudstjeneste, tager kirkerne naturligvis ansvaret på sig, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til den tillid, man viser os, lyder det i udtalelsen.

Havdrup Kirke i Solrød Kommune, hvor præst Kristine Stricker Hestbech har opfordret sundhedsmyndighederne til at lukke kirkerne juleaften. (Foto: © Claus bech, Scanpix)