Fortsæt til indhold

Kulturrådmand: Yahya Hassan skal have sin egen vej i Aarhus

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) synes, at den nu afdøde digter skal mindes for eftertiden med at få opkaldt en vej efter sig.

Digteren Yahya Hassan li gang med en af sine markante oplæsninger. Han bør have en vej eller en plads opkaldt efter sig, mener kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Tina Bryld

Aarhus skal have en vej eller en plads, der er opkaldt efter digteren Yahya Hassan.

Det fortjener han, mener kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), der nu vil tage sit forslag med i byrådssalen.

»I Aarhus har vi jo besluttet at være en mangfoldig by, der hylder forskellighed og talent, og vi har en tradition for at opkalde gader og pladser efter kendte bysbørn. At gøre det med Yahya Hassan kan også bidrage til, at hans stemme vil blive husket i mange år og flere generationer frem.«

Rabih Azad-Ahmad ved ikke, hvor vejen eller pladsen skal være.

»Han er vokset op i Aarhus V, men han var hele byens dreng, og han satte Aarhus på landkortet,« siger han om den 24-årige digter, der torsdag blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus V og tirsdag eftermiddag bliver begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus.

Digteren Yahya Hassan. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En markant stemme

»Jeg synes, at vi bør hylde en af Danmarks største digtere i nyere tid ved at opkalde en vej eller en plads efter ham, og jeg vil foreslå, at vi gør det her i Aarhus, hvor han var født og voksede op,« siger kulturrådmanden.

»Yahya Hassan var en markant stemme i byen, og vi er mange, der kommer til at savne den. Han repræsenterede en ny generation inden for lyrik med sit helt unikke talent. Han viste, hvordan kulturen kan sætte vigtige samfundsemner som vores velfærdssamfund og integration til debat.«

Delte vandene

Rabih Azad-Ahmad, der selv havde sin ungdom i Gellerupparken, har læst flere af digtene om Yahya Hassans opvækst i Aarhus Vest.

»Han var en person, der på mange måder delte vandene han har bidraget med både positive og negative overskrifter. Uanset hvad, er der ingen tvivl om, at Danmark er blevet en kreativ sjæl og et enestående kunstnerisk talent fattigere,« siger han.

»Det er digteren Yahya Hassan, jeg vil hylde. Han var en begavet digter, der brugte kunsten til at sætte samfundsforhold på dagsordenen, og han har åbnet manges øjne for en anderledes verden gennem sin lyrik og sin historie.«

Rabih Azad-Ahmad skal selv deltage i Yahya Hassans begravelsen, som bliver forestået af hans onkel, imam Abu Khaleed, og som forventes at blive et tilløbsstykke.