Politikere kræver kommunaldirektør fyret i Randers

Håndteringen af en sag om seksuelle krænkelser i en daginstitution vækker kritik.

Borgmester Torben Hansen (S), Randers Kommune, vil sammen med sin kommunaldirektør udarbejde en handllingsplan. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Beslutningen om alligevel at tilbyde en flyttet pædagogmedhjælper sit gamle job i den meget omtalte institution Stjernehuset i Randers Kommune har fået flere politikere til at kræve kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt fyret. Det skriver TV2 Østjylland.

- Vi finder samlet set, at kommunaldirektøren ikke har kompetencerne, viljen og forståelsen til at håndtere denne situation. Vi vil derfor meddele, at vi ikke længere har tillid til kommunaldirektøren, står der blandt andet i brevet.

Det er underskrevet af Christian Brøns, Louise Høeg, Katrine Fruelund, Lars Søgaard, Anders Buhl-Christensen, Christina Kjærsgaard, Niels Erik Christensen, Anders Henrik Jensen og Jens Peter Hansen, alle Venstre, Frank Nørgaard, Susanne Nielsen og Nick Zimmermann, alle fra Dansk Folkeparti samt Anne Hjortshøj fra Socialdemokratiet.

- En del af uroen handler dels om samarbejdet byrådet imellem, men handler efter vores opfattelse i høj grad også om manglende topledelse. Sager er ikke blevet løst kvalificeret og rettidigt, ligesom man har undladt at handle på en indlysende usund kultur, skriver politikerne.

Borgmester Torben Hansen (S) er uforstående over for sine byrådskollegers henvendelse i brevet.

- Jeg kan konstatere, at de beslutninger byrådet træffer er blevet gennemført i forvaltningen, sådan som det er kommunaldirektørens opgave. Jeg kan også konstatere, at Jesper Kaas Schmidt har genskabt et godt arbejdsforhold mellem personale og ledelse.

Han vil nu sammen med kommunaldirektøren udarbejde en handlingsplan for at genskabe tilliden mellem byråd og den administrative ledelse.

/DR Nyheder/