5 råd: Sådan beskytter du dine børn mod pædofile på sociale medier

Voksne med dårlige hensigter er der, hvor børnene er, lyder det fra eksperter.

(Foto: © DENIS CHARLET, Scanpix)

Snapchat, Tiktok, Instagram og Yubo. Børn og unges sociale liv foregår i dag i høj grad på digitale platforme, hvor de swiper, spiller og sender billeder til og af hinanden.

Men det er ikke bare drenge og piger, der sidder bag skærmene på de mange profiler, der liker og chatter med dine børn.

Også pædofile er på de sociale medier, hvor de ”forklædt” som børn eller unge, opbygger et fortroligt forhold til børn med henblik på at begå seksuelle overgreb på nettet eller ved et fysisk møde. Fænomenet kaldes grooming, fortæller Mette Kim Bohnstedt, der er digital uddannelseskonsulent i Børns Vilkår.

- Man skal være opmærksom på fremmede profiler, der pludselig kommer med smiger, og som lægger pres på for at dele intimt materiale.

Ifølge Jonas Ravn, der er seniorkonsulent i Center for Digital Pædagogik, er de pædofile på de medier, børnene bruger allermest, og det ændrer sig hele tiden i takt med, at nye sociale medier kommer frem. Derfor skal forældrene være opmærksomme på det liv, de unge fører på de digitale platforme.

1

Vis interesse for dit barns digitale liv

(Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Som forældre er det vigtigt at vise interesse for sine børns liv online.

Interessen for børns digitale liv skal begynde så tidligt som muligt, og interessen skal fastholdes, så længe det fylder noget i barnets liv. Spørg ind til dine børns digitale liv dagligt – på samme måde, som du spørger ind til skolen og andre fritidsinteresser.

- Det er vigtigt, at man ikke får gravet den her grøft mellem barnets liv og dit liv. Så som forældre skal man insistere på at blive ved med at høre om børnene online-liv, siger Jonas Ravn.

På den måde vil børnene være mere tilbøjelige til at dele deres digitale liv med forældrene.

2

Tal åbent med dit barn

Tal jævnligt om både gode og dårlige oplevelser på de sociale medier, lyder et råd. (arkiv) (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Tal jævnligt om både gode og dårlige oplevelser på de sociale medier. Tal åbent og lad dine børn vide, at de altid kan tale med dig om deres digitale liv.

Drop moralprædiken, men snak på et mere generelt plan om konsekvenserne ved at dele billeder på nettet. Lad også børnene selv byde ind.

- Det kan være rigtig fint at tage udgangspunkt i sager, der har været i medierne. Det er en god indgangsvinkel, som ikke omhandler ens eget barn, men som kan få gang i samtalen, inden det sker, forklarer Mette Kim Bohnstedt.

Tag meget gerne udgangspunkt i en konkret sag, du har hørt om, og spørg dit barn, hvad han/hun tænker om sagen.

3

Lad være med at blive sur

(Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Mange børn oplever, at det er skamfuldt, hvis de opdager, at de er blevet ført bag lyset af en voksen med dårlige hensigter.

- Det vigtige er, at vi får skabt en tillid, så barnet tør komme til en, hvis det går galt, siger Mette Kim Bohnstedt.

Nogle børn oplever dog, at det er pinligt og svært at tale med forældrene om det, fordi de bliver vrede. Og derfor holder de det for sig selv, uddyber hun.

- Konsekvensen kan være, at materialet, der er blevet delt, spredes længere ud, fordi der ikke bliver grebet ind i tide.

4

Sæt dig selv og dit barn ind i lovgivningen

Arkivfoto (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Forklar dit barn, at det er ulovligt at dele billeder af andre, uden man har fået lov til det. Både så ens barn ikke selv kommer til at dele andres billeder, men også så børnene er klar over, at det er ulovligt, hvis andre deler billeder af dem.

- Det handler om at lære sine børn at kende grænserne. Så de kan sige fra, siger Mette Kim Bohnstedt.

5

Brug platformens egne sikkerhedsforanstaltninger

(Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

I de forskellige apps findes der forskellige værktøjer til at mindske, at fremmede tager kontakt til dit barn.

På flere platforme kan børnene vælge at have lukkede profiler, og oplever dit barn tilnærmelser fra fremmede, kan vedkommendes profil blokeres.

- Det handler om at lære barnet, at man kan lukke, anmelde og blokere på de digitale platforme, siger Jonas Ravn.