Erdogan truer med at fortsætte offensiv, mens kurdere trækker sig ud af grænseby

Den tyrkiske præsident vil fortsætte offensiven i Syrien, hvis ikke alle kurdiske styrker er ude af området tirsdag.

Siden i går har kurdere forladt grænsebyen Ras al-Ain, der ligger tæt på grænsen til Tyrkiet. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)

Tyrkiet vil fortsætte sin offensiv i det nordlige Syrien, hvis alle kurdiske styrker ikke er ude af området på tirsdag.

Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer, efter at USA og Tyrkiet i torsdags forhandlede en 120 timer lang våbenhvile på plads. Og den våbenhvile udløber altså tirsdag.

Den aftale går på, at Tyrkiet skal indstille sin offensiv i det nordlige Syrien. Til gengæld får Tyrkiet kontrol over et område, der rækker 30 kilometer ind i Syrien.

I det område vil Tyrkiet oprette en såkaldt sikkerhedszone. Det er Tyrkiets plan at sende nogle af de 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet ind i lejre i den zone.

Det var etableringen af den sikkerhedszone, som var formålet med Tyrkiets militære offensiv, der er rettet mod den kurdiske styrker, som kontrollerer dele af det nordøstlige Syrien.

I løbet af våbenhvilen forventer den tyrkiske præsident, at USA hjælper til med at få kurderne ud af området.

- Vi forventer, at vores amerikanske allierede holder deres løfter denne gang, siger Erdogan ifølge det tyrkiske statsmedie Anadolu.

Kurdere har trukket sig ud af grænseby

Erdogans trussel om at fortsætte offensiven kommer, samtidig med at kurdiske styrker har trukket sig ud af grænsebyen Ras al-Ain, der er blevet overtaget af tyrkiske soldater.

  • Kurdere fra byen Ras al-Ain har siden i går forladt området i konvojer. Ifølge SDF har de sidste styrker forladt byen i dag. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)
  • Kurdere fra byen Ras al-Ain har siden i går forladt området i konvojer. Ifølge SDF har de sidste styrker forladt byen i dag. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)
  • Kurdere fra byen Ras al-Ain har siden i går forladt området i konvojer. Ifølge SDF har de sidste styrker forladt byen i dag. (Foto: © NAZEER AL-KHATIB, Scanpix)
1 / 3

Det oplyser den kurdisk-ledede styrke Syriens Demokratiske Styrker (SDF) til Reuters.

- Vi har ikke flere krigere i byen, siger Kino Gabriel, der er talsmand for SDF.

Det samme oplyser obervatørgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Siden våbenhvilen blev indgået i torsdags, er der blevet skruet gevaldigt ned for kampene i det nordlige Syrien.

Der har dog været sporadiske angreb - særligt omkring Ras al-Ain, som de kurdiske styrker har trukket sig ud af.

Tyrkiet indledte sin offensiv i Syrien den 9. oktober, efter USA trak sine soldater i det nordlige Syrien ud.

Det var et træk fra amerikansk side, som har vakt stor kritik fra kurderne. De har ikke lagt skjul på, at de føler sig svigtet af USA.

Under krigen mod Islamisk Stat, som Danmark også deltog i, var den kurdiske milits YPG nemlig en vigtig allieret og fungerede som landtropper i Syrien.

Opdatering: Det er præciseret i underrubrikken, at Erdogan mener kurdiske styrker og ikke kurdere.