Chokolader med skjulte jordnødder trækkes tilbage: Allergikere kan blive syge

Chokoladeæskerne er solgt gennem Interflora og blomsterhandlere.

Der er jordnødder i to chokoladeæsker solgt gennem Interflora - men det står ikke på æskerne. Arkivfoto. (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

To chokoladeæsker af mærket 'Orangeriet Vest' trækkes tilbage af virksomheden PR Chokolade.

På æskerne står der nemlig ikke, at chokoladerne indeholder jordnødder. Men et af stykkerne indeholder netop jordnødder.

Det kan give store problemer for jordnøddeallergikere, der kan blive syge af at spise chokoladerne.

Fødevarestyrelsen skriver derfor, at allergikere bør holde fingrene fra chokoladeæsken:

- Forbrugere med allergi over for jordnødder (peanuts) bør undlade at spise chokoladerne. Produkterne kan leveres tilbage til den butik, hvor de er købt eller kasseres.

Æskerne er solgt i varianter med både 9 og 16 stykker gennem Interflora og forskellige blomsterhandlere.

De er mærket med 'bedst før'-datoer fra 1. august 2019 til og med 20. februar 2020.