Med knap halvdelen af stemmerne talt op tyder det efterhånden på en massiv sejr til præsident Volodymyr Zelenskijs parti, 'Folkets Tjener', ved det ukrainske parlamentsvalg.
Og allerede i aftes var optimismen til at spore hos præsidenten, der selv blev valgt i april.
- Det er ikke bare en enorm tillidserklæring, det er også et kæmpe-ansvar, særligt for mig og mine folk, lød det fra Volodymyr Zelenskij kort efter valgstederne lukkede i aftes.
'Folkets Tjener' står ifølge de seneste meningsmålinger til at vinde 44 procent af stemmerne, men her er alene tale om fordelingen af stemmer på kandidater for de opstillede partier.
For de 450 pladser i Radaen - det ukrainske parlament - bliver fordelt således, at halvdelen tilfalder partikandidater, halvdelen fordeles på landets enkeltmandskredse. I øjeblikket er der dog kun tale om i alt 424 pladser som følge af Ruslands annektering af Krim samt krigen i det østlige Ukraine.
Derfor er der i øjeblikket 199 enkeltmandskredse rundt om i landet, og også her har 'Folkets Tjener' taget teten. Ifølge landets valgkommission står partiet til at vinde 120 af de 199 kredse, og det kan i sidste ende betyde, at partiet får absolut flertal i parlamentet og dermed ikke skal søge andre partiers støtte.
Zelenskij har ellers vist interesse for at danne koalition med det nystiftede parti 'Stemme', der er ledet af Ukraines største rockstjerne, Sjatoslav Vakartjuk.
Til kamp mod korruption
Med sandsynlig kontrol af parlamentet er vejen altså banet for, at præsidenten kan få gennemført nogle af de valgløfter, der sikrede ham støtten ved præsidentvalget i april.
Ved sin tale i aftes lagde præsidenten vægt på, at hovedprioriteten stadig er at bekæmpe det store problemer med korruption.
- Det er det, han har kritiseret den gamle garde for ikke at håndtere - og måske endda for at være en af, så det er afgjort her, han skal sætte ind. Han skal effektivisere staten på alle niveauer, så landet ikke har et gigantisk pengespild, og så skal han have folk ind, der kan sætte gang i landets økonomi, forklarer DR's Ukraine - og Ruslandskorrespondent, Matilde Kimer.
Som led i sit opgør mod det etablerede politiske system har Volodymyr Zelenskij også allerede signaleret, at han gerne ser en teknokratisk regering - og gerne ledet af en 'professionel økonom'.
Men selvom en kommende regering bliver valgt ind på reformer og nytænkning, kan det være svært at se, om de mange løfter kan indfries, lyder det fra Matilde Kimer.
- Der er bundet en enorm forventning op på, at de nyvalgte politikere er anderledes end de tidligere, og at de vil være i stand til at sparke nogle hidtil lukkede døre ind, siger hun og fortsætter:
- Men jeg tror, at lige meget hvor godt de klarer sig, vil det blive svært at leve op til de næsten euforiske forventninger til, at de kan udvikle mirakler nærmest fra de træder ind ad døren til parlamentet.
Ifølge korrespondenten har udsigten til, at Zelenskijs parti nu kan få fuld kontrol med parlamentet, fået ikke bare kritikere, men også politiske observatører til at løfte et øjenbryn.
- Der er en vis bekymring om, hvorvidt en sådan voldsom magtkoncentration nu også er sund for et lidt umodent demokrati, siger hun.