Først er det blot irriterende, men så bliver motorvejen syd for grænsen smartere
Datakabler bliver gravet ned i motorvej A7 for at få trafikken til at flyde langt bedre.
Den tyske motorvej A7, der går fra danske grænse og sydpå, er igen ramt af vejarbejde i Slesvig-Holsten. Det vil muligvis indledningsvis irritere bilisterne, men på længere sigt kan der være store forbedringer på vej.
De slesvig-holstenske vejmyndigheder er gået i gang med at grave datakabler ned i den del af motorvej A7, der forløber mellem grænsen og Hamborg. Det skriver JydskeVestkysten.
Datakablerne er del af investering på 3,9 millioner euro (cirka 29 millioner kroner) i et system, der kaldes MPLS (Multiprotocol Label Switching), der fremover både måler, analyserer og dirigerer trafikken på A7.
Systemet kan via elektroniske tavler over vejbanen anbefale alternative ruter, hvis computerne registrerer køer eller farer for trafikpropper. Samtidig beregner systemet, hvilket hastighedsgrænse, der giver den optimale afvikling af trafikken. Hastighedsgrænsen bliver derefter vist på digitale vejskilte.
Den nye teknik kan også åbne for bilkørsel i nødsporet, hvis trafikken bliver faretruende tæt.
JydskeVestkysten skriver også, at det digitale vejnet er de første spæde skridt, der i fremtiden vil gøre det muligt at overvåge og styre de selvkørende biler, der er i rivende udvikling.