Danmark kan være væk om 100 år

Når flertallet i Folketinget skifter fra blåt til rødt, er det naturligt at spørge, hvad der skal til, for at flertallet kan blive blåt igen. Rød og blå er blevet gængse betegnelser for de politiske fløje. Men selv om betegnelserne bliver brugt meget, giver de efter min mening et unuanceret og efterhånden fortegnet billede af brudlinjerne i dansk politik.

Rød og blå er betegnelser, der giver mening på den fordelingspolitiske akse, der går fra en rød, socialistisk venstrefløj til en blå, liberalistisk højrefløj. Dengang man var mest optaget af skat, udlandsgæld og velfærdsstatens størrelse, var det på denne akse, de politiske slag blev udkæmpet. Men sådan er det ikke i dag, hvor der er (næsten) konsensus om velfærdsstaten.

I dag foregår de vigtigste kampe på den værdipolitiske akse, der handler om udlændingepolitik, EU, retspolitik og uddannelse. Man plejer at tegne aksen som en lodret akse, hvor Radikale Venstre er det nordligste punkt med åbne grænser, begejstring for EU og globalisering samt lave straffe og ubehag ved traditionelle, faglige krav og karakterer i skolen. Dansk Folkeparti tegner sig for det sydligste yderpunkt med stram udlændingepolitik, EU-kritik, bevarelse af nationalstaten, strenge straffe og høje faglige krav i skolen.

Hvilke farver har yderpunkterne på den værdipolitiske akse? Røde eller blå? Det kan man ikke sige. Men man kan sige, at tidligere var det sådan, at både S og V måtte betale prisen for regeringsmagten ved at samarbejde med RV og dermed lade dem få indflydelse på værdipolitikken. Derfor gik det så galt i 1983 med udlændingepolitikken. Dengang blev ladeporten åbnet med katastrofale følger for Danmark. Og derfor har vi et undervisningssystem så dybt mærket af RV’s opløsning af uddannelsestraditionerne, at det vil tage mange års sammenbidt arbejde at få ryddet op der. Hvis det overhovedet er muligt, for både S og V er faktisk blevet så præget af samarbejdet med RV, at de på mange punkter har overtaget partiets politik på dette område. Det samme var tilfældet med udlændingepolitikken. Men her har det folkelige oprør fra 1990’erne og frem, som DF var bannerfører for, ført til så store mandattab i S og V, at de har måttet give op og overtage dele af DF’s udlændingepolitik for at undgå at blive straffet vælgermæssigt. Det står dog stadig hen i det uvisse, om de to store partier så også mener det i virkeligheden, når de påstår, at de ikke ønsker at lempe udlændingepolitikken. Det vil den nærmeste fremtid vise.

Når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi skal genrejse det blå Danmark, er mit svar, at det er mindre vigtigt, om Danmark ligger i det blå eller røde område på den meget snævre fordelingspolitiske akse, mens det er helt afgørende for landets overlevelse, hvor vi placerer os på den meget lange værdipolitiske akse. Vælger vi nord, kan vi ikke vide, om Danmark består om 100 år. For lader vi være med at vogte grænserne, og lader vi endnu flere migranter fra muslimske lande bosætte sig i landet, vil vi få et islamiseret land, der kommer til at adskille sig markant fra det land, vi kender i dag. Så vil vi reelt miste Danmark.

Det er derfor så vigtigt, at vi i fremtiden vælger det sydlige punkt på den værdipolitiske akse, uanset hvad. Det betyder, at vi skal gå imod de farlige og opløsende værdier, som Radikale Venstre er fortaler for. Kan det lade sig gøre, kan vi ånde lettet op. Så skal Danmark nok overleve. Og så kan vi begynde at skændes om, hvor præcis på den fordelingspolitiske akse vi skal ligge. Men går vi forkert i byen med værdipolitikken, kan vi have tabt det hele om 100 år!

Læs også: