Valgkampen dag 13: Første topduel løber af stablen og Julia Roberts bliver nævnt

Det slog i den grad gnister mellem politikerne på valgkampens 13. dag. I en topduel nævnes Julia Roberts. Hvorfor? Se med her

På denne lune, sommerlige forårsdag blev dagen skudt i gang med en ny klimalov fra Socialdemokratiet. Og de politiske klinger er i den grad blevet krydset mellem flere forskellige partiformænd i dag.

For første gang under folketingsvalget stod de to partiledere og statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) ansigt til ansigt i en duel her til aften.

Det sker altså efter en uge, hvor en mulig SV-regering har været diskuteret - en ide, der blev bragt til veje af statsministeren i en ny interviewbog, men afvist af Mette Frederiksen.

Duellen var ikke klassisk skruet sammen, da det var de fremmødte vælgere, der havde spørgsmål med i lommen til de to partiledere, men det lykkedes ikke desto mindre Mette Frederiksen at bringe den amerikanske skuespiller Julia Roberts ind i debatten.

Det var ikke kun statsministerkandidater, der tørnede sammen i debat i dag. Det samme gjorde Morten Østergaard (RV) og Kristian Thulesen Dahl (DF), der på mange punkter nok er hinandens politiske modpoler.

"Retningen for Danmark" var temaet for debatten, hvor de diskuterede udlændinge og klima.

Det var dog Socialdemokratiet, der satte klima-tonen an for dagen med et nyt forslag. Socialdemokratiet vil lave en klimalov med bindende delmål frem mod 2050.

Centralt står et forslag om at reducere udledningen af drivhusgasser med 60 procent inden 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Højdepunkter fra valgkampens dag 13 får du serveret på omtrent halvandet minut i videoen i toppen af artiklen.

Og så er der i dag præcis en uge til, at vi skal stemme til Europa-Parlamentsvalget. Du kan læse meget mere om det valg ved at klikke her.

Det sker i morgen

  • 9.00 Statsministeren besøger grænseovergangen ved Kruså sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard.

  • 13.20 Finansminister Kristian Jensen (V) og SF's formand Pia Olsen Dyhr debatterer ulighed, klima og velfærd på Holstebro Gymnasium.

  • 16.00 Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mødes med Pia Olsen Dyhr (SF) i en debat, som Viborg Stifts Folkeblad er vært for.