OVERBLIK Hvad må man dele på nettet, og hvad er straffen?

På det seneste har flere sager vist, at det kan koste dyrt at dele for eksempel krænkende videoer.

-Slet beskeden og lad være med at se videoen, lyder opfordringen fra lektor i strafferet, Henning Fuglsang Sørensen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Der er grænser for, hvad man må dele på nettet. Det har myndighederne slået fast flere gange på det seneste.

Sidste år blev 1000 unge sigtet for at have delt to videoer med seksuelt krænkende optagelser af en 15-årig pige og en 15-årig dreng, hvilket en 20-årig mand blev fundet skyldig i af Højesteret.

Nu har Anklagemyndigheden så også gjort det klart, at det kan have været strafbart at dele den meget omtalte drabsvideo, der angiveligt viser drabet på enten danske Louisa Vesterager Jespersen eller norske Maren Ueland i Marokko.

Der er dog meget delte meninger om, hvor grænsen går. Forfatter og blogger Jaleh Tavakoli fortryder for eksempel ikke, at hun delte drabsvideo, selv om hun nu altså risikerer at blive straffet.

Her er hans svar på nogle af de mest stillede spørgsmål om den pågældende drabsvideo:

Er det ulovligt at have set den?

- Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om en bestemmelse, som skulle kunne bruges til at straffe den, der "kun" har set videoen.

Hvad skal man gøre, hvis man får videoen sendt?

Du kan risikere at blive straffet for at dele videoen. Ikke for at modtage den eller se den. Så du skal slette beskeden og lade være med at se videoen.

Hvad er straffen for at dele drabsvideoen?

Hvad straffen bliver, tør jeg ikke gætte på. Vi har mig bekendt jo aldrig haft en lignende sag, så det er svært at have ret meget at sammenligne med. Men der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, med mindre domstolene når frem til, at der er tale om skærpende omstændigheder. Så vil straffen kunne stige til fængsel i 3 år.

Henning Fuglsang Søren giver svar på, hvad der kan være ulovligt, når det handler om deling af indhold på nettet. (© DR)

Kan man straffes, hvis man omtaler indholdet af videoen?

Det er faktisk et rigtigt svært spørgsmål. Bestemmelsen siger, at det er strafbart at videregive "meddelelser eller billeder", så hvis omtalen bliver meget detaljeret, så kunne det måske godt komme ind under bestemmelsen. Helt generelle omtaler, vil jeg mene, ligger udenfor bestemmelsen, men det er virkelig en gråzone.

Er det også strafbart at have sendt billeder fra videoen?

Det er uden betydning, om videoen eller billeder fra videoen deles.

Hvornår må myndighederne kigge i mine beskeder?

Hvis man ønsker at se, hvilke beskeder der ligger på en telefon eller en computer, så er der tale om ransagning. Det er muligt at foretage ransagninger i sager om overtrædelse af straffelovens § 264 d.

Kan det være udbredelse eller støtte til terrorisme at dele denne type videoer?

Det er nok at trække den lovlig langt - i hvert fald hvis videoen alene deles for sensationens skyld. Hvis den deles som en hyldest til Islamisk Stat for for eksempel at få flere til at bakke op om organisationen, så kunne det nok godt være omfattet.

Hvilken rolle spiller tid? Kan det for eksempel være ulovligt at dele film med henrettelser af udenlandske kz-fanger fra Anden Verdenskrig?

Tiden kan have betydning i forhold til forældelse. En deling, der er sket for mere end to år siden, kan ikke straffes, fordi den er forældet. Tidspunktet for optagelsen betyder ikke noget. Det afgørende for, om man må dele en film med kz-fangerne, vil derfor være spørgsmålet om, hvorfor den deles - altså om delingen er berettiget. Og så selvfølgelig om de pågældende kz-fanger overhovedet kan identificeres eller genkendes.

En blogger begrunder sin deling af drabsvideoen med oplysning. Er journalister også dækket af §264 d, og kan man påberåbe sig uvidenhed med hensyn til de efterladtes ønsker?

Der er faldet rigtig mange domme, hvor redaktører og journalister er dømt for at have overtrådt § 264 d, så de er i høj grad også omfattet af bestemmelsen - også selv om de selvfølgelig kan henvise til pressens ytringsfrihed. Uvidenhed om de afdødes ønsker er uden betydning. Bestemmelsen trækker grænsen ved billeder og dermed video, som viser den forurettede "under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed".

Kan politiet selv tage en sag op af den her slags?

De pårørende skal indgive anmeldelse. Normalt har politiet jo mulighed for at tage sager op af egen drift, men her skal der ligge en anmeldelse fra de pårørende, før sagen sendes i retten.

Hvem kan straffes efter §264 d? Er det kun danskere, hvor delingen er foregået i Danmark, eller også udlændinge i Danmark og udlandet?

Generelt gælder, at alle handlinger, som foretages i Danmark, kan dømmes efter dansk lovgivning ved danske domstole. Hvis en dansker deler videoen, mens danskeren opholder sig i udlandet, kan det også pådømmes ved en dansk domstol efter dansk lovgivning.

Er der sikkerhedsmæssige grunde til, at myndighederne slår så hårdt ned på delingen af videoen?

Ikke så vidt jeg ved. Det drejer sig om at beskytte den afdøde og især den afdødes familie mod at have en sådan voldsom og dybt krænkende video liggende på nettet.