Klokken 5.10
Ibrahim læsser kufferterne ind i bilen, og jeg indretter mig på bagsædet bag ham. Min rejsemakker Ahmed sidder på passagersædet.
Mændene forrest. Kvinden bagi.
Bilens ruder er tonede. Ingen kan se mig, medmindre Ibrahim ruller vinduet ned. Niqab’en ligger ved siden af min notesbog, kamera, lydoptager og min mobil med det digitale kort, hvor jeg vil markere hver kontrolpost, vi passerer.
Aden er morgenøde. De røde plastikposer, der har indeholdt den euforiserende plante khat, lyser gaden op. Det eneste liv passerer vi i en rundkørsel i udkanten af byen. Flere hundrede daglejere sidder på hug og venter. En mand læner sig op ad sin skovl. De håber på at blive samlet op til en dags arbejde og lidt lommepenge i en umulig tid, hvor priserne stiger mod himlen.
Inden vi forlader havnebyen, holder vi ind på en restaurant. Æg, brød, te og et par flasker vand. Bygningen ved siden af os er en ruin. Og jeg kommer til at tænke på en kvinde, Shifa fra hovedstaden, der før krigen tit rejste til Aden i weekenderne. Hun badede i bugten og røg vandpibe til ud på de lyse timer langs stranden. Byen var for hende Yemens Paris.
- Men i dag tør jeg dårligt bo der blot en halv dag, har hun fortalt mig.
- Sidst jeg var i Aden, bemærkede taxachaufføren, at min blå abaya ikke var passende. Kun sort dur. De er blevet så religiøse, efter at Saudi-Arabien og Emiraterne har taget over.”
Klokken 06.10
Vi passerer den første kontrolpost bemandet af militsfolk, der er støttet af De Forenede Arabiske Emirater. De er drenge med et gevær over skulderen og tørklæder om håret. Jeg har iført mig niqab.
Selvom jeg har journalistvisum og er her lovligt, glider vi hurtigere gennem kontrolposterne, hvis vi ligner en yemenitisk familie. Ingen nærgående spørgsmål om, hvem jeg er, eller hvorfor jeg kører mod, hvad de i syd opfatter som fjendelandet i nord, hvor houthierne regerer.
- Kontrolpost, advarer Ibrahim langs ruten, og jeg hiver stoffet ned foran øjnene.
Soldaten beder Ibrahim rulle vinduet ned. Jeg modstår mit danske instinkt til at se ud på knægten med geværet og forsøger i stedet at ligne en sky dame. Da han ser den sortklædte kvinde, vinker han os videre.
Puk Damsgård fortæller om sin rejse i videoen:
En dreng sælger lime i vejkanten. Tildækkede kvinder tigger uden for bilruden. De rusker i bildøren, når vi kører langsomt over hullerne i vejen eller stopper ved et vejbump. Lajh-provinsen er tør.
Flygtningelejre skyder op i det nøgne ingenting. Et liv under en pressening over et stykke træ hamret ned i sandet. Mennesker her har ingenting tilbage. Og ingenting er permanent.
Klokken 07.00
Ibrahim rasler med sin røde plastikpose på armlænet mellem forsæderne. Khat-tid er semi-officielt mellem 13 og 20, og alligevel er det khat-tid altid i Yemen. Også klokken syv om morgenen for en chauffør, der kører mellem Aden og Sanaa.
Han styrer os gennem flere kontrolposter, hvor det ikke er det yemenitiske rød, hvid -og sortstribede flag, der vajer. Det er i stedet flaget med den røde stjerne og den blå trekant. Det symboliserer syd-Yemen og stammer fra før 1990. Indtil det år var Yemen to lande. Et nord og et syd.
Flaget er igen røget til tops på diverse pinde og stænger og ved den krakelerede jordklode-skulptur i lufthavnen og tydeliggør det ønske, nogle har i syd, om en deling af Yemen og uafhængighed fra det nordlige folk.
Den sydlige bevægelse og STC - Southern Transitional Council - der kontrollerer Aden, er i opposition til den internationalt anerkendte regering med præsident Hadi i spidsen, der ønsker ét Yemen.
Klokken 8.35
De dukker jævnligt op forude. Jeg ser dem gennem bilens forrude som spøgelser i et sving, inden vi suser forbi dem. Vandrerne. Vejen fra syd mod nord er også en migrantrute.
I bjergene i Addhala-provinsen på et opadgående stykke stopper jeg ved en gruppe unge, vandrende, sorte mænd. Etiopiere.
Én af de otte vandrere taler lidt arabisk, fordi det er anden gang, han er på flugt, og han er eneste mulighed for at kommunikere med flokken. Han hedder Abdul Rahman og tror, at han cirka er 19 år.
- Vi er fra Amhara-regionen i Etiopien. Vi har været undervejs i to måneder. Først med båd og indtil videre en måned til fods.
Målet er lykken i Saudi-Arabien. Det er dér, Abdul Rahman har været en gang før og har lært arabisk.
- Jeg blev smidt hjem af politiet, siger han.
- Og nu prøver du igen?
Jeg er forundret over, at han vil vandre mange hundrede kilometer gennem et krigshærget land to gange. For igen at møde pigtråd og en særdeles bevogtet grænse og et land, der ikke vil have etiopiere. Jeg har besøgt den anden side af grænsen. De saudiske politistationer langs Yemen har travlt med at fængsle grænseløbere på daglig basis.
- Vi vil arbejde. Der er ingenting, hvor vi kommer fra, siger Abdul Rahman.
Drengene er alle omkring de tyve. De har ingen tasker med på den flere måneder lange vandretur, men bærer en flaske vand i hænderne. Om natten sover de i bjergene eller under en busk i vejkanten.
De spørger ikke, om de må køre med, da jeg siger farvel. De ved godt, at det er strafbart at samle en etiopier op i Yemen. Det bliver opfattet som menneskesmugling.
Året rundt vandrer afrikanere gennem Mellemøstens fattigste land for at nå regionens rige nabo mod nord. De overvejer aldrig, om Yemen kunne være et alternativ.
Klokken 9.30
Tykke røgsøjler stiger op længere henne ad vejen. Unge mænd har sat ild til dæk. Andre mænd på motorcykler er på vej med flere dæk, der skal brænde og spærre vejene og minde de fraværende magthavere om, at folket i Addala-provinsen har fået nok af stigende benzinpriser.
- La hakumat bad al-youm, råber en gruppe mænd. “Ingen regering efter i dag”.
Yemen har aldrig været et nemt sted at regere. Derfor har der også ofte hersket lokale magthavere som for eksempel al-Qaeda netværket.
Mod vest i naboprovinsen i Ibb fandt Osama bin Ladens højre hånd en sidste og yngste hustru til sin chef, yemenitiske Amal. I år 2000 flyttede hun fra Ibb til Afghanistan for at leve med Osama bin Laden som hans nyeste af en række hustruer - og efter sigende blev hun hans yndlingskone.
Hendes familie bor stadig i Ibb. Amal selv er i en form for husarrest i Saudi Arabien, efter at hun bevidnede drabet på sin mand i 2011 i Pakistan og selv blev skudt i knæet. Det var ikke tilfældigt, at bin Laden valgte en hustru fra Yemen.
Signalværdien var ikke til at overse. Det ville forankre ham i det yemenitiske land og tiltrække rekrutter fra en region, hvor hans egen familie oprindeligt er fra.
I dag kæmper al -Qaeda-grupper mod houthierne flere steder med støtte fra koalitionen, der er støttet af de vestlige lande USA, Storbritannien og Frankrig. Flere steder i Yemen, blandt andet i byen Taiz, er det grupper med tilknytning til al-Qaeda, der varetager koalitionens interesser.
Klokken 11.30
Jeg ser de første yemenitiske nationalflag, da vi passerer tre kontrolposter bestyret af præsident Hadis soldater, inden vi kører ind i en “free zone”, bufferzonen mellem den sidste Hadi-kontrolpost og det første houthi-vagtskur. Strækningen er cirka en kilometer lang, og udgør en usynlig grænse mellem de stridende parter i konflikten.
Ved houthi-oprørernes kontrolpost ser jeg et nyt flag. Heller ikke det er yemenitisk. Fire linjer på arabisk står skrevet i grøn og rød på hvid baggrund:
"Gud er stor. Død over USA. Død over Israel. Forbandelse over jøderne. Sejr til islam"
Så er jeg som vesterlænding da budt velkommen.
Klokken 11.51
Houthi-styrets oppasser stiger ind i bilen.
- Godmorgen, siger han.
Jeg kigger på uret og skriver 11.51 i notesbogen. Det er stadig morgentid i Yemen. Eller også er det lige før gå-hjem-tid for administrationsansatte, der skal tygge khat.
Oppasserens måne er dækket af en sixpence. Han har milde øjne og er ikke selv houthi, men har arbejdet for Informationsministeriet i over 18 år. Han skal være med mig under hele besøget i det nordlige.
Et totalitært styre har overtaget, så jeg må heller ikke bestemme, hvilket hotel jeg skal bo på. Jeg skal selvfølgelig bo, hvor sikkerhedstjenesten har styr på mig.
Ibrahim rækker soldaterne i en kontrolpost et par duske khat-blade og søde sager, og vi bliver vinket videre på vejen mod Sana’a.
Klokken 14.15
En minibus kravler langsomt op ad den sidste bjergside, der skal forceres inden hovedstaden Sana’a venter et sted på den anden side af bjergvæggen i 2.200 meters højde i Yemens centrale højland. På taget er to kufferter og en ged spændt fast, der kigger bagud over en majestætisk udsigt.
Børn sælger khat i vejkanten. Da vi er tættere på Sana’a sælger de græskar.
Endelig er jeg inden for hovedstadens bygrænse. Jeg affører mig niqab’en og ser mod de bjergkæder, som rejser sig om byen. Jeg ruller vinduet ned. Luften er frisk og tør. Ikke fugtig og saunavarm som i Aden.
- Det er Jabal al-Nahdeen. Bryst-bjergene, fortæller oppasseren og peger på to bjerge med en kavalergangs-dal imellem sig.
- Dem har koalitionen bombet mange gange. De tror, der er våben i dem, siger han med et smil og udpeger endda en knold på toppen, der kunne gå for at være en brystvorte.
Jeg tæller nålene på mit digitale kort: 58 kontrolposter er vi kørt igennem på den over 300 kilometer lange strækning. Den eneste vej ud af landet for yemenitter, da lufthavnen i Sana’a har været lukket siden fredsforhandlinger brød sammen i 2016.
Yemen er brækket over i et nord og syd. Og det, der lige nu forbinder de to dele, ligner på mit mobile kort en rød giftslange af kontrolposter.
- •
I over 3 et halvt år har der været krig i Yemen mellem houthi-oprørerne og den internationalt anerkendte regering, der er ledet af præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.
- •
Houthi-oprørerne kontrollerer hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i den nordlige og vestlige del af landet.
- •
En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.
- •
Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.
- •
Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida langs Yemens vestkyst. Det afviser Iran.
- •
Mindst 10.000 menes at være dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.
- •
Yemen har samtidig længe været centrum for terrorgrupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat.
- •
Visse steder ved fronten kæmper Al-Qaeda-relaterede grupper på koalitionens side.