Ecuadors nye præsident lover fortsat asyl til Assange

Assange har siddet på Ecuadors ambassade i London i snart fem år. Det kan han fortsat, siger ny præsident.

Ecuadors præsident Lenin Moreno, som her ses på et pressemøde i går, blev valgt til præsident d. 24. maj. (Foto: © RODRIGO BUENDIA, Scanpix)

Ecuadors nyvalgte præsident, Lenin Moreno, kritiserer Julian Assange og kalder ham en hacker. Men samtidig forsikrer præsidenten, at Ecuador vil blive ved med at give stifteren af WikiLeaks asyl.

- Mr. Assange er en hacker. Det er noget, vi er imod, og som jeg personligt er imod, siger præsidenten.

- Men jeg anerkender den situation, som han befinder sig i, tilføjer han.

Moreno overtog magten i Ecuador 24. maj. Han har tidligere været mere kritisk over for Julian Assange end sin forgænger, Rafael Correa, som gav Assange asyl.

Moreno har før udtalt, at han mener, at "Ecuador har gjort dets pligt i forhold til Assange".

Han advarede samtidig Assange i forbindelse med den netop overståede præsidentvalgkamp om ikke at blande sig i politik.

Julian Assange sidder i politisk asyl på Ecuadors ambassade i London. Det har han gjort siden august 2012.

Britisk politi har givet udtryk for, at det har tænkt sig at anholde Julian Assange, hvis han forlader ambassaden.

Assange var anholdt af britisk politi, men blev løsladt mod kaution, da han søgte asyl på Ecuadors ambassade.

/ritzau/AFP