Tre ting vi lærte af sejren over Bahrain

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen så i sejren over Bahrain flere ting, der giver anledning til panderynker.

(Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I den store AccorHotels Arena i Paris var der onsdag aften lagt op til Davids kamp mod Goliat, da de olympiske mestre skulle møde Bahrain.

Og det blev en uskøn affære, hvor det til tider var svært at se, hvem der var kæmpen, og hvem der var hyrdedrengen.

Det hele endte heldigvis lykkeligt set med danske briller. Landstræner Gudmundur Gudmundssons mandskab vandt med møje og besvær 30-26 over opkomlingen fra Mellemøsten.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen var ikke imponeret over meget af det, som han så i onsdagens opgør. Her er tre af de konklusioner, som han mener at kunne drage på baggrund kampen mod Bahrain.

Mental parathed er påkrævet

- Vi fik i opgøret Bahrain bevis for, at hvis spændingsniveauet ikke er der, hvor det skal være, så kan Danmark gå hen og tabe til stort set alle hold ved VM. Bahrain var tæt på at gøre opgøret spændende, og det burde ikke kunne ske.

Bahrain-spillerne ville det simpelthen mere og de spillede med større energi, og så endte Danmark med at komme i problemer undervejs. Nu slap Danmark med en løftet pegefinger, og spillerne bør være klar over, at der skal andre boller på suppen, hvis man skal nå langt i den her turnering.

Stor afhængighed af Landin

Jannick Green kæmper virkelig med at finde sit niveau og sin plads på holdet. Han fik chancen fra anden halvlegs start mod Bahrain, men det var ikke den letteste opgave, som han blev sat på.

Det blev i opgøret til nul redninger for Magdeburg-keeperen, og han blev nærmest flået ud af Gudmundur Gudmundsson efter blot ti minutter på banen. Landstræneren var tvunget til at sætte Niklas Landin på kassen igen.

Ren formmæssigt, så er Niklas Landin der, hvor han skal være. Det har vi set i flere af de andre kampe. Skulle det ske, at han pludselig ikke rammer niveau, så er der lige pt. kæmpe stor forskel på de to keepere. Så skal Danmark nå langt til VM, så kræves det, at Niklas Landin er på toppen.

Skrøbelig dansk trup

Oppe på kommentatorpladserne sad vi yderst på sædet, da Lasse Andersson humpede ud af banen med noget, der mindede om en skade. Den danske trup er nemlig skrøbelig efter Mensahs skade, så der er ikke mange forsvarsspillere tilbage. Danmark har kun Møllgaard, brødrene Toft, Nøddesbo, Hansen og så Lasse Andersson, hvis han ikke er skadet.

I truppen har vi både Kasper Søndergaard, Morten Olsen og Michael Damgaard, og ingen af disse er tiltænkt en rolle i defensiven. Vi er enormt sårbare overfor skader, da vi kun har en udskiftning tilbage i truppen. Vi er simpelthen skrøbelige, slutter Lars Krogh Jeppesen.