Lærling arrangerer fakkeltog til ære for dræbt familie i Ulstrup

17-årige Andreas Thomsen vil ære familien og hjælpe sine venner, som kendte de dræbte

Politiet fandt mandag seks omkomne mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. De døde var to voksne og fire børn. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2017) (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

OPDATERET: Navn er korrigeret.

-----

Den 17-årige Andreas Thomsen er i gang med at planlægge et fakkeloptog til minde om den dræbte familie, der mandag blev fundet i et hus i Ulstrup ved Randers. Fakkeloptoget skal finde sted på torsdag i næste uge.

- Mine venner har det hårdt, og jeg vil gerne hjælpe dem. Jeg kender ikke selv de afdøde ret godt og kan ikke selv forestille mig, hvor hårdt det må være at miste en ven, siger han.

Fakkeloptoget starter på Ulstrup Skole og bevæger sig hen til det hus, hvor familiedrabet skete.

- Jeg har lavet en begivenhed på Facebook. Indtil videre har over 200 meldt sig som deltagere, og grundejerforeningen i det område, hvor familien boede, har sponsoreret 400 fakler, fortæller Andreas Thomsen.

Politiets umiddelbare vurdering af sagen er, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv. De fire fælles børn er to drenge på 3 og 11 år samt to piger på 6 og 16 år.

Det har tidligere været nævnt i pressen, at der havde været et gasudslip i huset. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at gas har været årsag til dødsfaldene.

Rettelse: Den tragiske hændelse blev i en tidligere udgave af denne artikel omtalt som en familietragedie. Vi har valgt at rette betegnelsen til et familiedrab