Nytårsaften er lig med nytårsklokkerne, dronningens nytårstale, og ’90-års-fødselsdagen’ i tv’et.
Men dette gik mange danskere glip af i år, da Yousees tv-signal gik i sort.
1.329.000 så dronningens tale i år. Det er 778.000 færre end sidste år, hvor tallet lå på 2.107.000 seere, fortæller Medieforsker Henrik Gregor Knudsen fra DR.
Det er det laveste seertal, der er blevet målt under dronningens nytårstale, i seermålingens historie fra 1992.
”1. januar er normalt årets største tv-dag”
Over to millioner seere sad sidste år klistret til skærmen for at opleve dronningens nytårstale, som er populær som aldrig før.
Men i år blev størstedelen af Yousees 1,2 millioner kunder ramt af et nedbrud, der for mange betød sort skærm både nytårsaften og 1. januar. To af årets helt store tv-dage, ifølge Henrik Gregor Knudsen.
- 1. januar er normalt årets største tv-dag. Nytårsaften er ikke en lige så stor tv-dag, fordi aftenen med undtagelse af nytårstalen, 90 års fødselsdagen og rådhusklokkerne ikke bliver brugt foran tv’et, siger han.
Selvom seertallet til dronningens nytårstale var historisk lav, så havde talen i sig selv en seerandel på 96 procent.
Det betyder, at ud af alle dem, der så tv, havde 96 pct. slået over på nytårstalen. Det er to procentpoint mere end sidste år.
”Traditionelt tv står stadig stærkt”
Nedbruddet fra Yousee fik mange folk til at søge over på både DRs radiokanaler og over på streamingtjenesten DR TV, som også blev presset, af de mange, der gerne ville se dronningens nytårstale.
Til trods for belastningen på DR TV forventer medieforsker Henrik Gregor Knudsen, at tv-seningen via streamingtjenester vil stige i fremtiden.
- Der er ingen tvivl om, at en større og større andel af danskernes forbrug af levende billeder rykker fra traditionelt tv og over mod streamingtjenester, men traditionelt tv står stadig stærkt, siger han.