44 nytårstaler på 10 minutter: Se klip fra alle dronningens nytårstaler

Siden 1972 har dronning Margrethe traditionen tro holdt en nytårstale - vi har samlet klip fra dem alle her.

Dette års nytårstale bliver nummer 45 for dronning Margrethe.

Dronningens taler bygger på et udkast fra Statsministeriet, som dronningen modtager allerede tilbage midt i november og skriver om, så det bliver hendes egne ord og vendinger. Dronningen og hendes folk skriver selv talen færdig, inden den sendes tilbage til Statsministeriet, så statsministeren er klar over indholdet.

- Men måske får de emner, der har ligget i talen fra starten, en anden drejning, fordi jeg får fat i en side af emnet, som måske interesserer mig mere at tale om. Men det skulle ikke være noget problem, det har det aldrig været i hvert fald, fortalte dronningen til Billed-Bladet tilbage i 2011.

Her afslørede majestæten også, at selv om hun har holdt nytårstale hvert år siden 1972, så bliver det aldrig "hverdag" for hende, for talen bliver sendt live - på både tv, nettet og i radioen.

Spændt og koncentreret

- Jeg er spændt. Man skal virkelig være koncentreret og være sikker på, at man har læst talen så meget igennem, at man kan den. Jeg ville aldrig drømme om at prøve at kunne den udenad. Men at man kender den, og man ved, hvor sætningerne går hen på siden og sådan nogen ting. Og at man får sagt de ting, man har skrevet ned i talen, sådan at det giver mening. Også at måden, man læser på, bliver lidt varieret, så det ikke bare bliver sådan badabadaba. For det er næppe særlig morsomt at høre på, sagde dronningen til ugebladet.

I videoen herover har vi samlet klip fra samtlige af dronningens nytårstaler, fra 1972 til 2015.

Desværre er der to år, 1974 og 1975, der ikke længere findes i DR's arkiver med billede også. Derfor kan du i videoen herover kun se et stilbillede og høre radiolyden fra dronningens taler i de to år.

Årets nytårstale kan du se her på dr.dk, på DR1 og selvfølgelig på radioens P4. Det er kl. 18.