Menighedsråd knækker koden: 38 kandidater til 21 pladser

Mens mange menighedsråd mangler frivillige, er der rift om pladserne i Vesterbro Sogn.

Der mangler kandidater i 27 menighedsråd i Helsingør, København og Roskilde stifter.

Jazz-gudstjenester, debatter, bløde sofaer og meget lidt skrivebordsarbejde.

Menighedsrådet i Vesterbro Sogn i København har mange gode ideer, når det kommer til at lokke nye kandidater til at stille op til menighedsrådsvalget. Og det virker tilsyneladende at tænke nyt.

I hvert fald har sognet hele 38 kandidater til 21 pladser, når valget bliver afholdt den 8. november.

Sådan ser det langt fra ud i landets øvrige sogne. En rundringning til landets 10 stifter, som DR har lavet, viser, at der mangler kandidater til 113 af landets menighedsråd.

På Vesterbro har menighedsrådet vendt udviklingen ved at ryste folkekirkens lidt støvede image af sig og favne bredere, fortæller menighedsrådsformand Jens Andersen.

- Man er nødt til at være kirke på mange forskellige måder, fordi folk er forskellige. Det gælder både alder, etnicitet og uddannelse. Derfor vil det være pudsigt, hvis alle var tiltrukket af de samme aktiviteter, siger han.

Den tilgang har blandt skabt børnekor, jazzede gudstjenester og byttemarkeder i kirkerne. Ideerne er blandt andet opstået ved, at menighedsrådet har spurgt sognets beboere om, hvad der kan få dem i kirke.

Jens Andersen opfordrer andre sogn til at gå mere i dialog med befolkningen og i øvrigt sørge for, at det bliver mindre tungt at være menighedsrådsmedlem.

- Vi dænger ikke menighedsrådet til med administrative opgaver. Menighedsrådet skal have tid til det indholdsmæssige i det kirkelige arbejde, siger han.